Socialt arbejde under corona

I foråret 2020 stod Sivitas i en ny situation og mødte nye dilemmaer i det sociale arbejde. Først og fremmest skulle vi finde ud af, hvordan vi både passede på vores medarbejdere og samtidig udførte vores arbejde med familierne.

Vi fortsatte som udgangspunkt vores besøg ude hos familierne. Det sociale arbejde er vigtigt. Det er om muligt endnu vigtigere i en uvant tid som under en pandemi. Besøgene skete naturligvis så vi levede op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand og god hygiejne.

Når vi som udgangspunkt fortsatte vores besøg, var det fordi, vi passede på vores medarbejdere og borgere:

Julie Thuen, der er socialfaglig koordinator i Sivitas, fortalte:

‟Vi har oplevet, at borgerne har håndteret situationen forskelligt; nogle er meget bekymrede, mens andre tager lettere på forholdsreglerne. Vi har stået i et dilemma, da vi skal passe på vores medarbejdere og samtidigt udføre en opgave. Vi har derfor haft en tæt løbende kontakt med vores medarbejdere og familierne.”

I praksis betød det, at hvis en medarbejder eller en borger i den pågældende familie havde haft symptomer på sygdom, aflyste vi besøgene. Det samme gjorde sig gældende for de medarbejdere og borgere, der har været utrygge ved besøg i hjemmet grundet corona.

De aflyste besøg betød dog ikke, at vi ikke fortsatte vores arbejde. Det gjorde vi.

I Sivitas har vi kreative medarbejdere, der udviklede og implementerede digital pædagogisk støtte (DPS). Dermed kunne vi fortsætte vores pædagogiske arbejde i de familier, hvor vi ikke kunne komme på besøg. Gennem onlinemøder var vi en pædagogisk støtte og vi arbejdede med at sikre stabilitet i familierne.

Julie Thuen uddybede: ‟Det er ikke som at sidde ansigt til ansigt, men vi har alligevel oplevet, at der er meget, vi fortsat kan, og at det har en positiv effekt. De digitale løsninger har krævet, at alle har skullet omstille sig, og det har både konsulenter og borgere taget godt imod. Dermed har vi sikret den kontinuerlige kontakt med familierne og aktiveret både børn og forældre”.

Derudover handlede vores snakke i familierne også helt naturligt om blandt andet corona. Vi talte om, hvordan anbefalingerne skulle efterleves, risici ved corona og hvad der blev fortalt i medierne.

Det gav mange familier ro, at vi tilpassede os tiden i både form og indhold.

Vi glædede os til en genåbning og at komme tilbage til en almindelig hverdag igen – men vi var glade og stolte over at vores medarbejdere og borgere tog godt imod vores digitale tiltag. Hvis du er interesseret i at høre mere om vores digitale pædagogiske støtte, er du meget velkommen til at skrive til os på kontakt@sivitas.dk eller ringe på 42 63 43 40.

Nært samarbejde med rådgiver og klar kommunikation med familien giver gode udfald

I en akutsag har vi oplevet store fremskridt på kort tid. Forældre og børn har taget godt imod konsulenterne og været åbne for at arbejde med forholdene i familien. Nøglen til det samarbejde har bl.a. været ensrettet kommunikation i forhold til processen og forventningerne fra rådgiver og konsulenter og derigennem har vi sikret et tæt samarbejde med familien.

I begyndelsen af året fik vi en akutsag. Kommunen var bekymret, men ville gerne undgå at anbringe familiens tre børn. Som et alternativ til anbringelse fik vi sagen, og de første uger var vi i hjemmet alle børnenes vågne timer. Det var en intensiv indsats med besøg morgen, eftermiddag og aften. Vi var derefter med til at afklare situationen i familien, og allerede efter et par uger, kunne vi sætte det ned til fem ugentlige besøg. Dermed ændrede indsatsen også karakter.

Fra at vi skulle afskærme børnene fra et højt konfliktniveau, skulle vi nu arbejde med forældrevejledning.

Vi havde observeret især to udfordringer i familien, som ville gøre en stor forskel for børnenes trivsel: Samværet mellem forældre og børn skulle styrkes, så de ville interagere mere og lave flere ting sammen. Og der skulle arbejdes med grænsesætning for særligt det ene barn, der var meget udadreagerende og havde brug for, at der blev stillet krav.

Der blev tilknyttet to konsulenter på sagen, der skulle arbejde pædagogisk med de nye mål. De arbejdede ud fra LOM og havde samtaler med begge forældre, både sammen og hver for sig. Forældrene har løbende fået redskaber til, hvordan de kan styrke samværet i familien og sætte grænser. Faren har hurtigt taget redskaberne til sig. Fx har han på eget initiativ købt spil og spillet med børnene. Moren har været mere forsigtig og brugt tid på at observere og omstille sig. Netop derfor har det givet mening, at vores konsulenter også har haft samtaler med forældrene hver for sig, så de har kunnet tage processen i hvert sit tempo.

Der har under hele forløbet været et tæt samarbejde med rådgiveren. Noget, der viser sig tydeligt i sager, der går så godt som denne. Rådgiveren har i begyndelsen snakket med både os og forældrene om forventninger. Forældrene har vidst, hvad der blev forventet af dem, og de har oplevet, at fagpersoner omkring dem har være enige om disse forventninger. Derudover har vi løbende været i kontakt med rådgiveren og tegnet et billede af, hvad der sker i familien. Rådgiveren har dermed hele tiden været med på sidelinjen.

Den positive udvikling skyldes et samspil af flere elementer: Forældrene har taget LOM til sig; de har oplevet en tydelighed i forventninger fra rådgiver og os, de er blevet inddraget, og så er de blevet bekræftet og styrket i det, de allerede gør godt. Moren taler en særlig dialekt, som få i Danmark taler, men den ene familiekonsulent taler netop den dialekt. Dermed er moren blevet set og forstået, og hun har kunnet udtrykke sig uden, at dele er gået tabt i oversættelsen. Endeligt har familien oplevet en tryghed, da det har været de samme to konsulenter, de har skullet forholde sig til. Både børn og forældre har udvist tryghed, og de har set, at vi er kommet for at samle dem som familie.

Og det er gået godt. Allerede fra begyndelsen af juni er antallet af besøg faldet igen, denne gang til tre ugentlige besøg af tre timer. Til sammenligning var vi tilbage i januar i familien omkring 54 timer ugentligt. Det er en markant nedgang i behovet for timer, og det er sjældent set i akutte sager.

Forældreinddragelse kan forhindre anbringelse

I Sivitas arbejder vi med forebyggelse af anbringelser, blandt andet ved at sætte fokus på forældrekompetencer. Vi har konkret erfaring med, hvordan inddragelse af forældre kan skabe store ændringer i familier og få afgørende betydning for deres fremtid.

Vi har arbejdet i en familie med to forældre og fire børn fra Syrien. Familiecentret overvejede at anbringe alle børn, men som et sidste forsøg på at undgå anbringelse, blev vi koblet på sagen.

En undersøgelse af forældrekompetencerne viste, at udfordringen var at give den rette omsorg, at have kontakt med børnene og rose dem og opmuntre dem, så de udviklede sig positivt og trivedes. Vores opgave blev derfor at arbejde med forældrene. Det adskilte sig fra tidligere indsatser i familien, hvor der var blevet arbejdet med børnene.

Vi arbejdede ud fra metoden LOM, løbende opfølgningsmetode, der indebærer løbende møder med fokus på konkrete eksempler observeret i familien. Når vi arbejder med LOM, anerkender vi det gode, vi har observeret, og vi kigger konstruktivt fremad. I den pågældende familie arbejdede vi med anerkendelse af børnene, aktiv lytning, når børnene fortalte, støtte af børnene i skolearbejde og at forældrene og børnene sammen skulle tale om følelser. Alt sammen med udgangspunkt i familien selv og i situationer, der havde udspillet sig siden sidste møde mellem forældre og konsulent.

Tilgangen, LOM, hjalp forældrene til selv at reflektere over, hvad der var bedst for deres børn. Forældrene var glade for denne måde at arbejde på, fordi de fik konstruktiv feedback løbende og anerkendelse af, at det var dem, der var forældrene. Det gjorde dem samarbejdsvillige, og de tog vejledning og viden til sig. Forældrene blev på kort tid meget selvstændige, og frem for at være bange for det ukendte, blev de nysgerrige på dansk kultur og danske normer. De blev undersøgende og stillede spørgsmål. Hvad indebærer en dansk børnefødselsdag egentlig? Tidligere sagde de nej til disse invitationer, men nu undersøger de, hvad det handler om, og børnene får lov at deltage. Derudover er de selv begyndt at ringe til skoler, andre forældre og lignende, hvor de tidligere fik hjælp af konsulenter og rådgivere.

Efter ni måneder blev sagen lukket i familieafdelingen, da der hverken var bekymringer fra os eller institutionerne. Børnene blev aldrig anbragt.

Familiesager går hånd i hånd med beskæftigelsessager

Mange sager har ét fokus, men ofte er der også andre indsatsområder, der er vigtige at arbejde med for at skabe den bedst mulige udvikling. Vi har arbejdet med en sag, hvor det blev lige så vigtigt at arbejde med moren som med børnene.

Moren i den pågældende familie var arbejdsløs, og det havde betydning for børnene. Derfor blev det vigtigt, at moren skulle se en fremtid med mening for sig. Det blev tydeligt, at det ville få en positiv effekt på børnene, hvis hun blev mere fremadsyndende og aktiv, og hendes motivation blev et vigtigt element i sagen.

Familien var flygtet til Danmark, og moren havde endnu ikke lært det danske sprog. Hun var på daværende tidspunkt 25 år, og hun stod for det praktiske i hjemmet.

Vi fremlagde hendes ansvar for hende; at hun har et stort ansvar både for sig selv og for sine børn. Derefter begyndte vi at snakke med hende om muligheder for fremtiden. Vi lagde vægt på vigtigheden af at være en aktiv medborger, og at sprog er en vigtig del af det, og det blev en motivation for hende til at lære dansk. Vores familiekonsulent på sagen undersøgte sammen med moren jobmuligheder og kontaktede en jobkonsulent. De snakkede om mulige uddannelser, krav og hvordan moren kunne nå dertil – hele tiden med et fokus på moderens interesser og motivation og hvad der ville være realistisk.

I dag ved moren, hvilken uddannelse hun gerne vil have, og hvad hun gerne vil arbejde med. Hun ved, hvordan hun skal arbejde hen imod sine mål, og hun har også en plan b, hvis hun møder bump på vejen. Hun begyndte at holde fokus på alt det, hun kunne, og på alle de kvinder hun kendte, der havde gjort det samme før hende. Det blev en motivation, og hun er blevet aktiv i sit eget liv, og det smitter i høj grad af på børnene, der nu har en gladere mor med drømme og planer for fremtiden.

Effektiv forældreinddragelse

Løbende opfølgningsmøder er vejen til positive resultater

I Sivitas har vi udviklet metoden LOM, løbende opfølgningsmetode. Gennem kontinuerlige opfølgningssamtaler mellem forældre og vores familiekonsulenter, sikrer vi forældreinddragelse, støtte til forældre, fokus på de positive fremskridt og en konstruktiv tilgang til fremtidige handlingsmuligheder.

Familiekonsulenterne skal inddrage forældrene i indsatser, de skal støtte dem og anerkende dem for deres fremskridt, og forældrene skal forstå målet med indsatsen og deltage aktivt i deres børns udvikling og trivsel. Vi tror på, det er den bedste måde at skabe en bedre fremtid for familierne på. For at sikre denne udvikling i familierne, anvender vi LOM.

LOM kan anvendes i arbejdet med familier med børn og unge i alderen 0 til 18 år. Den tager dog sit udgangspunkt i og med forældrene. Metoden består af tre pinde; observationer af hele familien, opfølgningsmøder med forældrene og mikromål.

Interaktion og konstruktivt samspil

Familiekonsulenterne observerer, når de er hos familierne, og noterer sig, hvad der fungerer, og hvad familierne kan arbejde med. Dét bliver udgangspunktet for opfølgningsmøderne, der afholdes hver tredje eller hver fjerde uge – alt efter behov. Her fortæller familiekonsulenterne om konkrete situationer, de har set udspille sig i familien, og de snakker om interaktionen mellem forældre og børn. Hvordan reagerer de på hinandens initiativer og adfærd? Dermed hjælper familiekonsulenterne forældrene til at få øje på, hvilke reaktioner, der er hensigtsmæssige og skaber et konstruktivt samspil i familien.

Til opfølgningsmøderne arbejder familierne og familiekonsulenterne med mikromål – undermål til delmål – der dermed er mindre, og som for mange forældre virker mere overskuelige end delmålene. Mikromålene bliver sat fra møde til møde, og de skal sikre, at der altid er små fremskridt at spore. Det er familiekonsulenternes opgave at rådgive om, hvordan forældrene kan arbejde aktivt med mikromålene.

Mikromål og den gode proces

Mikromålene bliver udgangspunktet for opfølgningsmøderne. Familiekonsulenterne lægger ud med at anerkende forældrene for de fremskridt, de har observeret siden sidste opfølgningsmøde, og de fremhæver konkrete situationer, de har observeret hos familien. Dermed oplever de fleste forældre at blive set og forstået, og forældrene selv ser håndgribelige eksempler på deres egne fremskridt.

Næste skridt er at lave nye mikromål, som forældrene skal arbejde med frem til næste møde. Også her tager familiekonsulenterne udgangspunkt i konkrete eksempler fra familien. De inddrager forældrene, så det bliver en dialog, og forældrene selv forstår og erkender, hvilke handlings- og reaktionsmønstre de kan arbejde konstruktivt med.

Det er desuden vigtigt for en god proces, at familiekonsulenterne på det første møde introducerer forældrene til metodens formål og forløb. Dertil skal familiekonsulenterne også høre om og forstå forældrenes mål og drømme for deres børn, så de på bedst mulig vis kan støtte forældrene i at opnå deres håb for fremtiden.

Gennem LOM sikrer familiekonsulenterne, at forældrene aktivt inddrages i indsatsen, og de støtter forældrene i at varetage børnenes behov på bedste vis. De løbende opfølgninger giver forældrene konkrete eksempler og forklaringer, der viser, at de arbejder i en positiv retning og hele tiden skaber en opmærksomhed på deres fremskridt og forbedringsmuligheder. I Sivitas er vi lige nu i gang med en effektmåling af metoden, så vi derved sikrer kvaliteten og virkningen af den.

Til opfølgningsmøderne peger familiekonsulenterne på konkrete situationer, de har set udspille sig i hjemmet. Eksemplerne bruges både til anerkendelse af forældrenes fremskridt og som udgangspunkt for at tale om, hvordan forældrene kan handle mere konstruktivt fremadrettet.

Antallet af anbringelser skal ned

I Sivitas tager vi medansvar. Vi mener, forældreinddragelse spiller en central rolle i forebyggelsen af anbringelser.

Når Mette Frederiksen sætter fokus på anbringelser af børn og unge i sin nytårstale, er det ikke uden grund. I 2018 blev 13.823 børn anbragt. Det tal skal ned.

De fleste af os kan nok hurtigt blive enige om, at alle børn skal have de bedste chancer for et godt liv. Vores livschancer grundlægges i de allerførste leveår, og barnets nære relationer er utrolig vigtige for, at barnet kan udvikle sig i en positiv retning. Det handler derfor om at iværksætte en tidlig indsats for at forebygge anbringelser, da disse i sig selv hverken er nok eller løsningen. Det mener blandt andre Kamille Marie Pöckel, adjunkt ved VIA University College, og hun flankeres af Socialstyrelsen, der bakker op om en tidlig indsats med udgangspunkt i barnets og forældrenes egne ressourcer.

Opfølgning, der giver mening

Hos Sivitas er vi ikke i tvivl om, at det er den familierettede indsats, der skal støtte barnets trivsel, udvikling, sundhed og læring. Vi ved af erfaring, at et tværfagligt samarbejde omkring barnet er essentielt. Løbende opfølgning og tæt kontakt med familien skal udføres af de bedste fagfolk, der kan bidrage med de specifikke kompetencer, som familien og barnet mangler.

Den tætte kontakt til familierne er derfor kernen i vores arbejde. Vi er brobyggere. Vi samarbejder med alle instanser omkring barnet og familien, og vi følger familien tæt i hjemmet, til fritidsaktiviteter og i andre sociale sammenhænge. Vores kompetente konsulenter deler sprogfællesskab med familier fra etniske minoritetsgrupper. Det betyder, at vi kan arbejde i dybden og nå ind til essensen af de problematikker og udfordringer, disse familier står overfor. Vi fokuserer på forebyggende indsatser, hvor forældreinddragelse er helt essentiel. Vi tror nemlig på, at det kan sikre, at langt færre børn og unge fremadrettet bliver anbragt.

Vi har hentet information fra Danmarks Statistik samt fra følgende artikel af adjunkt Kamille Marie Pöckel: https://www.via.dk/efter-og-videreuddannelse/inspiration/hvad-er-tidlig-indsats-og-hvorfor-tidlig-indsats